Stig Andersen, Marsk Hvide - Ane: 17 og 18 x Tip
Stig Andersen, Marsk Hvide - Ane: 17 og 18 x Tip

DatoStedKilde
Født :1230Kongsdal, Undløse sogn, Holbæk amt-
Død :1293Øen Hjelm, Randers amt - Dræbt-
Begravet :-Stubberup Kirke, Odense Amt-
viet-Stubberup Kirke-

Alder : 63
Stilling : Erik Klippings marsk 1275 - 1283, dømt fredløs 1287 for mordet på Erik Klipping,
Ref. : Ane: 17 og 18 x Tip

Noter : Stig Andersen Hvide til Tygestrup, Marsk (marsza?ek), til Tygestrup, Marsk
Birthdate: 1230 Birthplace: Kongsdal, Undløse sogn, Holbæk amt
Death: Died 1293 in på øen Hjelm, Randers amt
Place of Burial: Stubberup, Odense amt
Immediate Family:
Son of Anders Tokeson Hvide and Kristina Stigsdotter Hvide, Drottning av Sverige
Husband of Ingeborg Pallesdatter :Ossa Nielsdtr Hvide and NN Offesdatter Neb
Father of
Anders Stigsen Hvide, til Tygestrup
NN Stigsdatter Hvide
Niels Stigsen Hvide > and
n Stigsdatter Hvide
Half brother of
Sverker II of Sweden
Sophie Karlsdatter av Sverige
NN Andersdatter and
NN Bjærundsdatter
Occupation: Marsk, Erik Klippings marsk 1275 - 1283, dømt fredløs 1287 for mordet på Erik Klipping, Herremand og Rigets Marsk, Anfører; Fredløs efter Kongemordet i Finderup Lade !!
Managed by: Private User
About Marsk Stig Andersen Hvide
Marsk Stig Andersen Hvide[1]
1275 - 1293
Fødsel før 1275
Køn Mand
Line I. Led - [Hvide - Marsk Stig]
Død 1293 Hjelm
Sidst ændret 19 jan. 2010
Familie 1 Ossa Nielsdatter
Børn
1. Anders Stigsen Hvide, d. eft. 1318
Familie 2 Ingeborg Pallesdatter
Sidst ændret 19 jan. 2010
Familie 3 Offesdatter Neb, d. eft. 1314
Sidst ændret 19 jan. 2010
Billeder
Coat of arms - Hvide
Hvideslægten har sandsynligvis fælles oprindelse med Gyldenstierne, Pors og andre jyske æter, som også førte den syvoddede stjerne.
Notater
til Tygestrup (Kongsdal, Merløse H.), Eskebjerg (Bjerre H.), Møllerup og Bjørnholm (Sønder H. Dyrs), Bjørnkjær (Hads H.?) m.m., var 1275 Marsk og Anfører for den til Sverig sendte Hær, 1284 en af Voldgiftsmændende i Trætten om Arven efter Kong Erik Plovpenning, dømtes 1287 fredløs som Medskyldig i Konmgemordet i Finderup Lade, flygtede til Norge, og feidede herfra mod sit Fødeland, indtog 1289 Samsø og brændte Taarnborg og Skjelskør, byggede 1290 Borgen paa Hjelm
Kilder
[S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1898:227.

Kilde:
"Mordet på den danske kong Erik Klipping i Finderup Lade Sct. Cecilie Nat 1286 er en af de begivenheder i Danmarkshistorien, som har optaget eftertiden mest - både som mordgåde og som historisk drama.
Allerede ærkebisp Jens Grand antydede i 1297 i sin store retssag ved pavedomstolen, at kongen kunne takke sit syndige levned for sin skæbne - en synsvinkel som flere af de senere årbøger tog op med henvisning til vold mod stormændenes hustruer. Antageligt var der tale om sympatisører med morderne, som på denne måde søgte at retfærdiggøre mordernes udåd som et middelalderligt "æresdrab" - samtidig med at de måske afværgede en mistanke mod kirkens folk om medvirken.
Toneangivende omkring mordet blev Erik Arup, som i sin "Danmarks Historie" (1932) stillede spørgsmålet: "Var denne dom rigtig og retfærdig?" Han svarede selv i samme åndedrag: "Alle kendsgerninger taler derimod. Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?" Desværre spurgte Arup kun om, hvorfor de, som kongen havde sat på magten, skulle myrde deres velynder. Havde han først spurgt om, hvorfor kongens modstandere sad på magten, var han antageligt kommet til et andet svar. Alligevel har næsten alle historikere siden accepteret Arups opfattelse, at marsken og hans parti af kongemodstandere blev udsat for et justitsmord, da de blev dømt fredløse for mordet ved det efterfølgende Danehof - ofte med en begrundelse som ligner en sammenblanding af begreberne historisk sandsynliggørelse og juridisk bevisbyrde.
Erik Arups efterfølgere har været så fokuserede på hans spørgsmål og hans udlægning af indenrigspolitikken, at selv Kai Hørby, som skrev disputats om de udenrigspolitiske alliancer, overså et oplagt motiv i sit materiale. Motivet skal søges i et kompliceret politisk spil fra 1282 til 1286, hvor Erik Klipping var i defensiven over for stormændene på grund af kongemagtens finansieringsproblemer, så han i 1282 måtte underskrive sin berømte håndfæstning. Året efter blev kongerigets position truet, da Den Nordtyske Landefred skabte en fælles blok af Abelslægtens støtter - herunder også samhandelspartneren Lübeck. Grev Jakob af Nørrehallands og Marsk Stigs parti kom i regeringen i dette spil, men i en senere fase af spillet var deres egen position så udsat, at mordet blev et logisk skaktræk i 1200-årenes kyniske magtspil - inspireret af mordet på Erik Plovpenning en generation tidligere. Handlingsforløb og alliancer peger på et oplagt motiv til mordet - et motiv, som dog ikke udelukker, at marsken også kunne have et ældre personligt motiv. Vi behøver ikke at kassere vor kulturelle arv af den årsag.
Man undervurderede imidlertid kongens enke og hendes støtter. I månederne indtil det næste Danehof i Nyborg lykkedes det at få hængt marskens parti ud på en sådan måde, at Landefredens tyske initiativtagere, som havde garanteret ved Valdemars frigivelse, måtte splitte kongens adelige modstandere og tvinge Valdemar ind i en marionetrolle som rigsforstander på vegne af Erik Klippings unge søn. Til gengæld fik han opfyldt alt det, han tidligere var blevet fængslet for at forsøge at opnå. Også her er tidsforløbet og personkonstellationerne interessante.
Selve mordet blev antageligt begået af væbneren Arvid Bentsen som leder af en gruppe lejemordere. Arvid Bentsen blev dømt for deltagelse i selve mordet, mens dommen over de øvrige alene gik på råd mod kongens liv. Anklagen mod dem synes således at have gået på planlægning og bestilling af mordet, og noget kan tyde på, at der var andre vidner til mordet end den dømte Rane Jonsen. Vi må således konstatere, at de dømte havde motiv og lejlighed til at begå den forbrydelse, som der foreligger en historisk dokumenteret dom for, og at ingen i samtiden pegede på andre skyldige.
Det giver ingen mening, når man i dag forsøger at henvise til den juridiske grundregel om, at en anklaget er uskyldig, til andet er bevist. Den regel kan vi ikke anvende i dag på en gammel dom, når vi ikke kender de vidneudsagn og præmisser, der ligger til grund for dommen. I så fald vil hovedparten af fortidens domme skulle anses for justitsmord. At en påstået procedure om retten til at sværge sig fri ved 12 venners hjælp blev hindret, kan heller ikke anvendes som et argument for justitsmord, da en sådan ed næppe ville have ført til et retfærdigt resultat - og den påståede retspraksis er slet ikke dokumenteret for råd mod kongens liv, hvor man blot fulgte en forordning om majestætsforbrydelse, som var vedtaget af Danehoffet i 1276. Vort vigtigste holdepunkt er derfor den historisk dokumenterede dom, hvis udfald vi kender fra mange sider. Vi har altså intet grundlag for at påstå, at der var tale om justitsmord, som Erik Arup så bombastisk påstod.
Erik Arups teori førte til en række konspirationsteorier, der om ikke andet har tjent til at holde liv i mystikken. Enhver har nu sat sig fast på sin egen teori, som man nødigt forlader. Hertug Valdemar er af mange udpeget som hovedmanden. Der er næppe tvivl om, at morderne så ham som kongens efterfølger, men han var næppe direkte involveret. Man har undervurderet effekten af den tyske garanti, som ville umuliggøre hans situation, hvis han brød garantien, da langt større interesser stod på spil for Landefredens tyske parter end deres danske sympatier. Den norske konge havde opnået forlig med Lübeck og en måned før mordet også om sin arv, så hans personlige udbytte af mordet ville være begrænset. Også dronningen og hendes danske drost Peder har været kandidater - men udover det fantasifulde i forslaget, så var timingen alt for vovelig i spillet mod Valdemar, så længe Erik Menved var mindreårig. Andre har sikkert haft motiv, men for alle gælder det, at ingen og intet i samtiden pegede på dem.
Når Arup-konklusionen så længe har stået uimodsagt, skyldes det antageligt en reaktion på romantikkens overspillede historie om "æresdrabet", der i samtiden var blevet brugt som en retfærdiggørelse af mordet. Aksel E. Christensen berømmede Arups "fuldstændige omvurdering af politikken og begivenhederne" i forhold til folkeviserne, men man burde have lyttet til Ockham og reflekteret over, hvorfor omvurderingen gjorde mordet til et endnu mere kompliceret mysterium. Som en undtagelse forsvarede Jens E. Olesen, som i dag er professor i Tyskland, i 1990 selve domsprocessen og hæftede sig ved Hørbys omtale af udenrigspolitiken og Landefreden, men selv om han lod mistanken svinge over mod de dømte, tvivlede han på, at der i dag vil kunne påvises noget motiv. På dette ene punkt har han måske spået forkert."
--------------------


Han var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping i Finderup Lade d.22. november 1286. Han og andre bosatte sig i en periode på øen Hjelm ud for Mols Bjerge paa Djursland. De blev i tidligere historietradition kaldt fredløse, men der blev fremstillet falske mønter på Hjelm, og der var muligvis tale om en del af en strid mellem forskellige kongsemner.
"til Torup, Randrup"
Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen mfl., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1898:229.
--------------------
Hvide, Stig Andersen -1293,
Marsk, hørte til den mægtigeHvide-Slægt, der i det 13. Aarhundredes Slutning fik en saaindgribende Indflydelse paa vort Lands Skæbne. Om S.s Fader vide viintet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget iAabo Syssel. S. var Marsk og Hærfører, da Erik Glipping 1275 sendte enHær af Ryttere og Fodfolk til Sverige for at hjælpe Birger JarlsSønner Magnus og Erik i deres Kamp mod
Broderen Kong Valdemar; efter at de forbundne havde sejret overBondehæren ved Hofva i Vestergøtland, maatte Valdemar flygte og blevsnart efter taget til Fange. I det følgende Aar viste S. det førstetrodsige Skridt over for Kong Erik, i det han paa Danehoffet
i Nyborg vægrede sig ved at aflægge Hyldingsed til hans unge Søn Erik,hvad dog Landets øvrige Stormænd havde indvilliget i. Imidlertidbeholdt S. sin Stilling som Marsk, uagtet han utvivlsomt var en afHovedmændene i det politiske Parti, der i de følgende Aar søgte ataftvinge Kongen Forfatningsbestemmelser, som kunde sikre Landet etmere lovbundet Regimente. Da Spændingen var paa det højeste i Foraaret1282, gav Kongen efter og udstedte de betydningsfuldeForpligtelsesbreve af 19. Marts og 29. Juli, til hvilke 2 Aar senerenogle vigtige Anordninger sluttede sig. S. valgtes i dette Aar (1284)til at være en af de 11 Voldgiftsmænd, der skulde afgjøreTvistemaalene om Delingen af Arven efter Erik Plovpenning.
Da myrdedes Kong Erik St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af en Skareformummede Mænd i Finderup Lade. Rygtet tvivlede ikke et Øjeblik om,at S. var en af Gjerningsmændene. Paa
Danehoffet i Nyborg ved Pinsetid 1287 dømte et Nævn paa 3 Tylvter --kun nogle faa svore ikke med --, at Grev Jacob af Halland, Marsk S.,Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre vare skyldige iMordet; de erklæredes fredløse og deres Gods forbrudt. Denne Domstadfæstedes af Ærkebispen og samtlige Bisper, senere af Kong Rudolfaf Habsburg. Da Dommen optoges til ny Prøvelse 1305, blev deterkjendt, at der ikke var Bevis for, at S. personlig havde været iFinderup Lade, men i øvrigt ændredes intet i Domsresultatet, i det S.vitterlig nok havde været en af Hovedmændene for Kongemordet.
Imidlertid vare de fredløse flygtede til Norge, hvor Kong ErikPræstehader tog dem i sin Beskyttelse (1287). Med norsk Hjælp ogstøttet af enkelte Partifæller i Danmark begyndte S. Krigen imod siteget Land. Middelfart og Hindsholm vare de første Punkter, der stode iFlammer, snart efter gik Togtet til Jylland (1288). Erik Præstehadersejlede 1289 med en Flaade ned i Øresund, brændte Helsingør og lagdesig foran Kjøbenhavn; med en
Del af Styrken drog S. imidlertid her fra til Samsø, hvis Borg hanindtog, derpaa til Store Bælt, hvor han brændte Taarnborg ogSkjelskør. Ogsaa Nykjøbing paa Falster blev hjemsøgt, og i
Forening med Kongen plyndrede S. de sydlige Øer. Skrækken havde i denGrad lammet Folket, at S. uhindret kunde bygge sig et fast Røverskjulpaa Øen Hjelm (1290) og Grev Jacob en lignende Borg paa Hunehals iNørrehalland; begge Besiddelser erklæredes for
norsk Ejendom. Fra disse faste Punkter førte de fredløse i en AarrækkeKrigen mod Danmark. Men S. døde allerede 1293; efter en Tradition fraen senere Tid førtes S.s Lig hemmelig til en Kirke paa Hindsholm.
De historiske Kilder ere saaledes knappe i alt, hvad de meddele, ogmærkelig tavse om mange Forhold, uagtet disse Begivenheder vare saabetydningsfulde i vort Lands Historie, og S. indtog en Hovedstilling iBevægelsen mod Kongehuset. Til Gjengjæld har Folketraditionen tegneten lyslevende Skikkelse af den stolte Marsk. Der er ikke paa vortModersmaal blevet digtet skjønnere Sange end de Folkeviser, som iuforgængelige Billeder berette om S.s blodige Gjerning og LandetsTilstand paa de lovløse Tider, da «der var saa mange i Dannemark, somalle vil Konger være», da «Hjelm har faaet Horn», og «Landet stander iVaade». Medens Marsken var i Leding, saaledes fortælle Viserne, togKongen
hans skjønne Hustru med Vold; ved S.s Hjemkomst vovede hun ikke at gaaham i Møde og tilstod, at hun var «bleven Dronning i Dannemark». Hunægger ham til Hævn, og S. undsiger Kongen.
Mordet i Laden skildres i gribende Scener, Marsken drager derpaa tilKongsgaarden og forkynder aabent sin Daad, der har hans Forvisning tilFølge. Som alt sagt nævnes i de historiske Aktstykker, der omtaleMordet, og i andre samtidige Kilder alene politiske
Grunde til Sammensværgelsen, og der ymtes end ikke noget om et saadantpersonligt Motiv for Hævn. -- Nogle Viser fortælle om, hvorledes S.sunge Døtre sørgmodige drage fra Land til Land for at søge Beskyttelse;dette lader sig ikke bekræfte af andre Kilder. Af en pavelig Bevillingfremgaar i øvrigt, at en Mand, Johannes Esre, havde for at udjævne enFamilietvist mellem sin og S.s Slægt trolovet sig med en Datter af S.;da hun døde, ikkun 12 Aar gammel,
blev det Johannes tilladt at ægte en Søsterdatter af S., Inge. Mulighar Nordmanden Hakon Thoresen været gift med en Datter af S. 1309gjengav Kong Erik de fredløses Hustruer og Børn deres Gods, imod atdet blev solgt, og de selv opholdt sig uden for Riget.
Suhm, Hist. af Danmark X, XI.
Munch, Det norske Folks Hist. IV, 2.
Grundtvig, Danmarks gl. Folkeviser III.
Jørgensen, Bidrag til Nordens Hist. i Middelald. S. 113 f.
J. Steenstrup, Vore Folkeviser S. 262 f.
Hist. Tidsskr. VI, 452 f.; 4. R. IV, 90 f.
Ny kirkehist. Saml. III, 390.
Archiv f. nord. Filologi IX, 219 f.
Johannes C. H. R. Steenstrup.
--------------------
mm = til Tygestrup, Eskebjerg, Bjørnsholm, Bjørnkær
--------------------

In a wellknown Danish folksong about Marsk Stig the scene of the dramatic meeting between Stig Andersen Hvide and his wife, fru Ingeborg is set on Møllerup. According to legend king Erik Klipping had raped Marsk Stig's wife, and the regicide in Finderup Lade on 22. November 1286 was Stig Andersen's revenge for this foul deed. But it's impossible to know the difference between rumour and truth in a folksong. The Danish murder mystery from 1286 has never been solved.
A part of the three winged castle, which the famous marsk and his descendants owned until 1430, forms a part of the present main building upon the old motte. An excavation in 1920 by the National Museum brought out foundations and rests of the castle, which Stig Andersen probably built. The farm buildings were rebuilt after a fire in half-timber in1709 , and big parts are still preserved.For about 500 years Møllerup was inherited or sold among relatives of Marsk Stig. During the first 150 years it belonged to his closest family.
Stig Andersen Hvide was in the front rank among the magnates in Denmark and was the owner of a rich estate. In Jutland he had besides Møllerup also Bjørnholm, (now Høgholm) and the island Hjelm, upon Funen he owned Eskebjerg (now Scheelenborg) and at Zealand he was the owner of Tygestrup (now Kongsdal). 1275 he was Rigens marsk and leader of an expedition to Sweden; he joined Erik Klipping's opponents and was outlawed after the regicide in Finderup Lade on the night of 22. November 1286 , although he proved his alibi. He built a castle on Hjelm 1290, where he died 1293. He was married three times, his second wife was Ingeborg Palnesdatter Little (Hvide-family).
In the agreement at Hindsgavl 1295 Erik Menved had to give back the confiscated estate to the outlaws or their heirs. Marsk Stig's son, Anders Stigsen Hvide came into possession of Møllerup, Bjørnholm a.o. 1304 he confirmed a letter, which his father had issued in 1287, where he secured the Århus-canons their estate in the Skramsholm area. In 1313 Anders Stigsen joined the peasant rebellion , but he later had to go into exile in Sweden, and his estate was confiscated. He returned to Denmark after Christoffer II's accession by the virtue of the decisions in the coronation charter.
Eskebjerg (nu Scheelenborg)
Stubberup sogn, Bjerre herred, Odense amt.
Da Eskebjerg i det 13. århundrede for første gang nævnes i kilderne, tilhører den en af de markanteste skikkelser i dansk middelalderhistorie, en mand, der må nævnes på linie med ærkebisperne Eskil, Absalon og Jens Grand - det var Stig Andersen, der da var herre på Eskebjerg, folkevisernes og al digtnings så ofte besungne marsk Stig. I virkeligheden har derfor Eskebjerg i modsætning til det store flertal af Danmarks øvrige herregårde sin interessante historie i middelalderen. I hvert fald kan ingen af gårdens senere ejere, deres personlige egenskaber ufortalt, måle sig med ham i indflydelse på landets skæbne, det være sig på godt eller ondt.
Stig Andersen nævnes ofte som hørende til den berømte Hvide-slægt, den sjællandske høvding Skjalm Hvides efterkommere, hvoriblandt tælles Absalon og Esbern Snare, Sunesønnerne og Litleslægten. Det er nu næppe rigtigt, men rig og mægtig var han, hans meste gods lå i Jylland, hvor han ejede Møllerup og Bjørnholm (Høgholm) på Djursland. Hans to første hustruer, Ossa Nielsdatter og Ingeborg Pallesdatter, folkevisens fru Ingeborg, tilhørte derimod forskellige grene af Hvideætten, som han utvivlsomt var nært knyttet til. Sene beretninger ved at fortælle hvorledes kong Erik Klipping voldtog hans hustru, mens han var på hærtog i Sverige, og hvorledes marsken svor at hævne denne skændsel og sammen med andre utilfredse dræbte kong Erik i Finderup Lade Sankt Cæcilienat 1286.Beretningerne har ikke megen bund i virkeligheden, det er endda usandsynligt, at Stig Andersen overhovedet har haft noget at gøre med kongemordet. Noget andet er, at hans politiske modstandere benyttede sig af lejligheden og fik ham og en række andre betydelige mænd dømt fredløse som kongemordere.
I 1287 måtte Stig Andersen forlade landet og søge beskyttelse hos den danske kongeslægts fjende på den norske trone. Hans godser, deriblandt også Eskebjerg, blev beslaglagt af den danske regering. Efter længe at have ventet på et forligstilbud fra Danmark begyndte marsken og hans fæller i 1289 deres hærgningstogt til deres gamle fædreland. I 1291 satte han sig fast på den lille ø Hjelm, som han befæstede uden at den svage regering formåede at hindre det. Allerede 1293 døde han imidlertid.
Et sagn som gengives af Arild Huitfeldt, beretter at hans mænd førte liget til Stubberup kirke på Hindsholm og begravede det der ved nattetide. Det lyder i og for sig ikke usandsynligt når man erindrer sig, hvor megen vægt man i tiden - og langt senere - lagde på at blive begravet i indviet jord, og at det vel har været denne kirke marsken søgte, når han opholdt sig på Eskebjerg; noget som helst bevis for sagnets pålidelighed har vi ikke, og flere andre kirkegårde nævnes som hans sidste hvilested.
Marskens søn Anders Stigsen fik Eskebjerg og sine andre godser tilbage. Der vides ellers ikke meget om ham. I hans søn Stig Andersen den yngre møder vi derimod atter en af Danmarks-historiens betydende mænd. Der er ikke meget over ham af den stejle trods som synes at have karakteriseret den gamle marsk og har gjort ham til et så taknemmeligt objekt i den senere digtning - den yngre Stig Andersen var tværtimod en udpræget opportunist, den fødte kohandelspolitiker, der altid forstod at udnytte forholdene, men måske også nu og da var sit land en nyttig mand i kraft af disse egenskaber.Han sad i kongens råd under Christoffer II, men formåede 1331 at gå over til grev Gert og blive hans marsk.
Han og Niels Bugge på Hald var nu i mange år den jyske adels kårne ledere. Efter mordet på grev Gert 1340 sluttede han sig til den unge kong Valdemar (Atterdag), men mødte i ham en medspiller, der var hans lige i praktisk kunnen. I resten af sin levetid stod han skiftevis i samarbejde og i oprør mod kongen, således i 1359, da hans søn Ove og hans broder sammen med Niels Bugge var blevet dræbt i Middelfart, efter manges formening på foranledning af kong Valdemar.
Der sluttedes forlig 1360, men 1367 brød fejden atter ud, og under denne døde Stig Andersen 1369, utvivlsomt i en høj alder.Måske var Eskebjerg allerede forinden gået over til Ove Stigsen og til dennes søn Anders Ovesen, men i hvert fald gik gården ved denne tid ud af slægtens eje.
(Uddrag fra Danske slotte og herregårde, bd. 7)
Marsk Stigs segl findes på breve fra 1345 til 1360. Tekst: Stigotus Andersson. Seglet viser Hvidernes syvtakkede stjerne og teksten: "S STIGON ANDERS S MILITIS". Kilde Thiset & Andersson, nr. 338, Langebek, Rådhusarkivet i Reval, Rigsarkivet i Stockholm og håndfæstninger 2 a.b. -------------------- Marsk eller Rigsmarsk (fra 1536) var titlen for Danmarks riges øverste Hærfører fra starten af 1200-tallet til enevældens indførelse. Det var det tredjevigtigste embede efter Rigshofmesteren og Kansleren. Han udnævntes af kongen og skulle være en indfødt adelig. I perioder valgte kongen dog at lade embedet stå ubesat for selv at være øverste leder i krig. Fra 1380/81 til 1440'erne var embedet således ubesat.
Fra starten var Marsken en af kongens embedsmænd, og Marsk Stig kaldte sig også "Kongens Marsk", Regis Danorum Marscalcus, kort før han i 1287 ved danehoffet i Nyborg blev anklaget og dømt for mordet på Erik Klipping.
Til Tygestrup (Kongsdal, Merløse H.), Eskebjerg (Bjerre H.), Møllerup og Bjørnholm (Sønder H. Dyrs), Bjørnkjær (Hads H.?) m.m., var 1275 Marsk og anfører for den til Sverige sendte Hær, 1284 en af voldgiftsmændene i trætten om arven efter kong Erik Plovpenning, dømtes 1287 fredløs som medskyldig i kongemordet i Finderup Lade, flygtede til Norge, og fejdede herfra mod sit fødeland, indtog 1289 Samsø og brændte Taarnborg og Skælskør, byggede 1290 borgen på Hjelm.
Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA

***********************************
http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I99&tree=2
til Tygestrup (Kongsdal, Merløse H.), Eskebjerg (Bjerre H.), Møllerup og Bjørnholm (Sønder H. Dyrs), Bjørnkjær (Hads H.?) m.m., var 1275 marsk og anfører for den til Sverige sendte hær, 1284 en af voldgiftsmændene i trætten om arven efter kong Erik Plovpenning, dømtes 1287 fredløs som medskyldig i kongemordet i Finderup Lade, flygtede til Norge, og fejdede herfra mod sit fødeland, indtog 1289 Samsø og brændte Taarnborg og Skælskør, byggede 1290 borgen på Hjelm.
******************************************
Noter : C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. VIII, side 196:
Hvide, Stig Andersen, - 1293, Marsk, hørte til den mægtige Hvide-Slægt, der i det 13. Aarhundredes Slutning fik en saa indgribende Indflydelse paa vort Lands Skæb-ne. Om S.s Fader vide vi intet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget i Åabo Syssel. S. var Marsk og Hærfører, da Erik Glipping 1275 sendte en Hær af Ryttere og Fodfolk til Sverige for at hjælpe Birger Jarls Sønner Magnus og Erik i deres Kamp mod Broderen Kong Valdemar; efter at de forbundne havde sejret over Bondehæren ved Hofva i Vestergøtland, maatte Valdemar flygte og blev snart efter taget til Fange. I det følgende Aar viste S. det første trodsige Skridt over for Kong Erik, i det han paa Danehoffet i Nyborg vægrede sig ved at aflægge Hyl-dingsed til hans unge Søn Erik, hvad dog Landets øvrige Stormænd havde indvilliget i. Imidlertid beholdt S. sin Stilling som Marsk, uagtet han utvivlsomt var en af Ho-vedmændene i det politiske Parti, der i de følgende Aar søgte at aftvinge Kongen Forfatningsbestemmelser, som kunde sikre Landet et mere lovbundet Regimente. Da Spændingen var paa det højeste i Foraaret 1282, gav Kongen efter og udstedte de betydningsfulde Forpligtelsesbreve af 19. Marts og 29. Juli, til hvilke 2 Aar senere nogle vigtige Anordninger sluttede sig. S. valgtes i dette Aar (1284) til at være en af de II Voldgiftsmænd, der skulde afgjøre Tvistemaalene om Delingen af Arven efter Erik Plovpenning
Da myrdedes Kong Erik St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af en Skare formummede Mænd i Finderup Lade. Rygtet tvivlede ikke et Øjeblik om, at S. var en af Gjer-ningsmændene. Paa Danehoffet i Nyborg ved Pinsetid 1287 dømte et Nævn paa 3 Tylvter - kun nogle faa svore ikke med -, at Grev Jacob af Halland, Marsk S., Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre vare skyldige i Mordet; de er-klæredes fredløse og deres Gods forbrudt. Denne Dom stadfæstedes af Ærkebispen og samtlige Bisper, senere af Kong Rudolf af Habsburg. Da Dommen optoges til ny Prøvelse 1305, blev det erkjendt, at der ikke var Bevis for, at S. personlig havde været i Finderup Lade, men i øvrigt ændredes intet i Domsresultatet, i det S. vit-terlig nok havde været en af Hovedmændene for Kongemordet.
Imidlertid vare de fredløse flygtede til Norge, hvor Kong Erik Præstehader tog dem i sin Beskyttelse (1287). Med norsk Hjælp og støttet af enkelte Partifæller i Dan-mark begyndte S. Krigen imod sit eget Land. Middelfart og Hindsbolm vare de første Punkter, der stode i Flammer, snart efter gik Togtet til Jylland (1288). - Erik Præstehader sejlede 1289 med en Flaade ned i Øresund, brændte Helsingør og lagde sig foran Kjøbenbavn; med en Del af Styrken drog S. imidlertid her fra til Samsø, hvis Borg han indtog, derpaa til Store Bælt, hvor han brændte Taarnborg og Skjel-skør. Ogsaa Nykjøbing paa Falster blev hjemsøgt, og i Forening med Kongen plyn-drede S. de sydlige Øer. Skrækken havde i den Grad lammet Folket, at S. uhindret kunde bygge sig et fast Røverskjul paa Øen Hjelm (1290) og Grev Jacob en lignen-de Borg paa Hunehals i Nørrehalland; begge Besiddelser erklæredes for norsk Ejen-dom. Fra disse faste Punkter førte de fredløse i en Aarrække Krigen mod Danmark. Men S. døde allerede 1293; efter en Tradition fra en senere Tid førtes S.s Lig hemmelig til en Kirke paa Hindsholm.
De historiske Kilder ere saaledes knappe i alt, hvad de meddele, og mærkelig tavse om mange Forhold, uagtet disse Begivenheder vare saa betydningsfulde i vort Lands Historie, og S. indtog en Hovedstilling i Bevægelsen mod Kongehuset.Til Gjen-gjæld har Folketraditionen tegnet en lyslevende Skikkelse af den stolte Marsk. Der er ikke paa vort Modersmaal blevet digtet skjønnere Sange end de Folkeviser, som i uforgængelige Billeder berette om S.s blodige Gjerning og Landets Tllstand paa de lovløse Tider, da "der var saa mange i Dannemark, som alle vil Konger være", da "»Hjelm har faaet Horn", og "Landet stander i Vaade". Medens Marsken var i Leding, saaledes fortælle Viserne, tog Kongen hans skjønne Hustru med Vold; ved S.s Hjemkomst vovede hun ikke at gaa ham i Møde og tilstod, at hun var "bleven Dronning i Dannemark". Hun ægger ham til Hævn, og S. undsiger Kongen. Mordet i Laden skildres i gribende Scener, Marsken drager derpaa til Kongsgaarden og for-kynder aabent sin Daad, der har hans Forvisning til Følge. Som alt sagt nævnes i de historiske Aktstykker, der omtale Mordet, og i andre samtidige Kilder alene poli-tiske Grunde til Sammensværgelsen, og der ymtes end ikke noget om et saadant personligt Motiv for Hævn. - Nogle Viser fortælle om, hvorledes S.s unge Døtre sørgmodige drage fra Land til Land for at søge Beskyttelse; dette lader sig ikke be-kræfte af andre Kilder. Af en pavelig Bevilling fremgaar i øvrigt, at en Mand, Jo-hannes Esre, havde for at udjævne en Familietvist mellem sin og S.s Slægt trolovet sig med en Datter af S.; da hun døde, ikkun 12 Aar gammel, blev det Johannes tilladt at ægte en Søsterdatter af S., Inge. Mulig har Nordmanden Hakon Thoresen været gift med en Datter af S. 1309 gjengav Kong Erik de fredløses Hustruer og Børn deres Gods, imod at det blev solgt, og de selv opholdt sig uden for Riget.
Suhm, Hist. af Danmark X, XI. Munch, Det norske Folks Hist. IV, 2. Grundtvig, Danmarks gl. Folkeviser III. Jørgensen, Bidrag til Nordens Hist. i Middelald. S. 113 f. J. Steenstrup, Vore Folkeviser S. 262 f. Hist. Tidsskr. VI, 452 f.; 4. R. IV, 90 f. Ny kirkehist Saml. III, 390. Archiv f. nord. Filologi IX, 219 f. Johannes C. H. R. Steenstrup.

Aage Brask: Tordrup og Marsk Stigs slægt.
Side 27 ff.:
MARSK STIG OG HANS SLÆGT
De jydske Hvider hører til vore berømmeligste Slægter i Middelalderen, Medlemmer har ofte været fremtrædende ved Begivenheder, der er skelsættende i det danske Riges Historie. De har sikkert flere Familieforbindelser med den talrige og meget indflydelsesri­ge, Kongefamilien nærstaaende Kreds af Slægter, der med en noget uheldig Betegnelse kaldes for de sjællandske Hvider eller blot Hviderne, men efter vor Slægts Vaaben, en syvoddet Stjerne i Sølv paa blaa Bund, er det usandsynligt, at den tilhører samme Mandsstamme som de sjællandske Hvider, den har snarere Oprindelse fælles med den mægtige jydske Adelsslægt, der senere fik Navnet Gyldenstjerne, eller med Familien Pors (af Vrandrup), som førte ganske samme Vaaben som vor Slægt. Ingen af Hvideslægter­ne brugte oprindelig det anførte Familienavn, det er først, da de jydske Hvi- der i det 16. Aarhundrede er ved at uddø, at Navnet bliver benyttet for Medlemmer af dem. Naar de har faaet den nævnte Betegnelse, skyldes det sikkert først og fremmest, at de med større eller mindre Berettigelse er antaget at nedstamme fra den jydske Stormand Stig Hvide, der regnes for at være Sønnesøn af Skjalm Hvide og som gift med Knud Lavards Datter Margrethe var Svoger til Valdemar den Store.
Lisbeth Bryskes Slægtebog har en ret løs Angivelse af, at de Hvider i Danmark var en urgammel Stamme fra Vendsyssel. hvor en af Slægten, Othingarus (Othinkar), regerede i Fortiden. Flere Steder er det nævnt, at Stig Hvide ejede Bidstrup, hvor Mindet om denne Ejer er holdt godt i Hævd, idet der ifølge Danske Atlas fandtes en Sal, som kaldtes »Stig Hvides Sal«; denne Sal kendes endnu under Navnet »Sten Hvides Sal«. Med nogenlunde Sikkerhed kan det siges, at han oprettede Essenbæk Kloster i Sønderhald Herred, til hvilket Kloster flere af Marsk Stigs Slægt synes at have følt sig knyttet, samt at han faldt i Slaget ved Viborg 1151. Anna Krabbe nævner ham som Ejer af Bjørnholm, men han sammenblandes i det hele hyppigt med Medlemmer af Marskens Slægt, særlig dennes Sønnesøn, den tidligere omtalte Hr. Stig Andersen. Om begge hedder det, at de skulde være begravet i Essenbæk Klosterkirke og Ligene senere ved Klostrets Nedlæggelse bragt til Dronningborg Slotskirke for endelig i 1559 at kunne finde Hvile i Ørsted Kirke, hvortil de blev ført af Ejeren af Stenalt, Bjørn Andersen, der var beslægtet med Hviderne og Svigerfar til nævnte Anna Krabbe; ligeledes fortælles om begge, at de var gift med en Tove, hvis Vaaben var en Svane med en Guldring om Halsen. Sandheden er nok, at det var Stig Hvide, der nød den Ære - efterhaanden - at faa 3 Begravelsessteder, men at det til Gengæld var Hr. Stig Andersen, der fik den ommeldte Tove; han havde i hvert Fald en Hustru, der hed Tove, medens Stig Hvide jo var gift med Knud Lavards Datter.
Foruden en Datter Kirsten, der ægtede den svenske Konge Karl Sverkersen, skulde Stig Hvide have haft Sønnerne Niels og Aage; disses Navne passer udmærket til Navngivnin­gen i Marsk Stigs Slægt.
Jeg vilde anse det for ret sandsynligt, at Marsk Stig paa en eller anden Maade nedstammede fra Stig Hvide, men har ikke Materiale til at fremsætte nogen Formodning om paa hvilken Maade.
Selv om vi jo fra hans Levetid kun har faa og sporadiske Efterretninger, er det dog ret mærkeligt, at vi kun ved saa lidt om Marskens Afstamning; han synes fra første Færd at være fremme i Adelens forreste Række med fornemme Familieforbindelser, uden at vi med Sikkerhed kan beskrive disse, bortset fra at vi kan give ret uomtvistelige Oplysninger om eet ægteskabeligt Forhold. Vi ved, at hans rette Navn var Stig Andersen, hvoraf vi har Lov til at slutte, at hans Fader bar Fornavnet Anders, men vi kender ingen Indehaver heraf, der betegnes som Fader til ham.
Den eneste reelle Oplysning, vi har om Slægtninge af Marsk Stig, giver os ingen Underretning af større Betydning. Vi kan af et Pavebrev af 1/9 1290 erfare, at en Hr. Jens Esre, der for at faa bilagt en Fejde mellem deres respektive Familier først havde været trolovet med Marskens Datter, som imidlertid var død forinden det 12. Aar, søgte og fik Tilladelse til at ægte en Søsterdatter af Marsken. Denne har da altsaa haft en Søster, men der ses ikke at foreligge Oplysninger, der kan give os faste Holdepunkter med Hensyn til, hvad Søsteren hed, og hvem hun var gift med, ligesom vi ikke kan finde noget nærmere frem om Hr. Jens Esre; derimod nævner Pavebrevet udtrykkeligt, at Søsterdatteren hed Inga. Det for Hr. Jens anførte mærkelige Efternavn maa sandsynligvis være fremkommet ved en Forvanskning.
Side 30:
Fru Anna Krabbe paa Stenalt, der var en Dame med megen Interesse for ældre Tiders Forhold, har samlet mange Optegnelser og deriblandt en Visebog, der dog nu kun foreligger i Afskrift. Heri findes under Nr. 12 "en smuk gammel Vise om Hr. Offue Stisen, Ridder til Oustrup, og om Espen Ottesøn, som var Hr. Offue Stisens Søstersøn, som boede udi Buolhaffue", begge Steder i Sønderhald Herred i henholdsvis Øster Alling og Vester Alling Sogne, og om det Opgør, der fandt Sted imellem dem, fordi Espen Ottesøn havde været saa ufin at benytte sig af den trolovede Onkels Fraværelse paa et Krigstogt til at forsøge at bestorme og indtage en Fæstning, Hr. Oves Fæstemø, ganske vist forgæves, men det vilde Onklen ikke tro. Fru Anna Krabbe anfører, at hun selv i 1592 har faaet forevist de paagældende Lokaliteter og set det Sted, hvor Espen blev dræbt. I den af hende gengivne Variant af Visen, der ialt kendes i 9 fra hinanden ret afvigende Skikkelser, synes at være optaget flere Træk hidrørende fra et stedligt Sagn paa Grundlag af en virkelig Hændelse, bl. a. anføres, at Espen, efter at Striden var opstaaet, lod bygge en Kirke til Ære for Jomfru Marie, og at han, da han i Ønsket om at trodse en af Hr. Ove fremsat Trusel mod at begive sig til Kirken, lod sig føre dertil i Ligkiste, blev forraadt ved sin lille Hunds Adfærd og dræbt af Hr. Ove. I en Præsteind­beretning fra 1657 hedder det ogsaa, at de 2 Sognes Kirker blev bygget af 2 stridige Herrer, hvoraf den ene, Espen Udsen, blev fældet af den anden, Ove Stigsen. Endvidere er der det interessante, at der paa et passende Tidspunkt virkelig har levet en Espen eller Esbern af Slægten Udsen, ganske vist med "Wængsun" som Patronymikon, og Dansk Adelsaarbog saavel som Traps Danmark synes at have nogen Tillid til Anna Krabbes og Visens Troværdighed og regner med Muligheden af, at Espen Ottesen kan være identisk med Esbern (Vognsen) Udsen.
Naar vi nu her - med alt Forbehold - drager den nævnte Vise m. m. frem, skyldes det tildels, at Hr. Ove Stigsens Navn passer udmærket til Forbindelse med Marsk Stigs Slægt, og at denne netop synes at have siddet inde med meget Jordegods paa Egnen her, men jo særligt det Faktum, at Slægten i en Del Aar før 1290 - den tidligere omtalte Hr. Jens Esre angives trolovet med Marskens Datter, da hun endnu ikke var 5 Aar gammel - var indblandet i en Slægtsfejde, og selv om saadanne den Gang ikke var helt ualmindelige, saa har de dog nok heller ikke været rene dagligdags Begivenheder. Hertil kommer endvidere, at de reelle Oplysninger vi har om Espen (Vognsen) Udsens Forhold godt kunde stemme overens med, at der var særlige Omstændigheder forbundet med hans Død; i et udateret Brev fra 1268 giver han sin Tilladelse til, at hans Hustru træder ind som Søster i St. Clara Kloster i Roskilde, og han godkender, at der i den Anledning skænkes gode Gaver til Klostret, men da hun under 18/11 s. A. træffer nærmere Ordning med Hensyn til sine Ejendele ved et Testamente, er hun Enke. Det synes ikke udelukket, at det af ham udstedte Brev har Visheden om overhængende Livsfare som Aarsag. Endelig bør tilføjes, at denne Espen ifølge Testamentets Bestemmelser havde bygget et Alter i et ukendt "Welø", der dog ifølge det øvrige Indhold nærmest synes at burde søges i Himmersyssel.
Alt i alt kan det ikke anses udelukket, at den omhandlede Folkevise og det dermed forbundne Sagn som Grundlag har en virkelig Hændelse, der har ført en Fejde mellem Marsk Stigs og Hr. Jens Esres Familier med sig, men det er meget muligt, at Omstæn­dighederne ved denne Begivenhed var meget afvigende fra de senere optegnede - Menneskenes Fantasi er ofte meget rigt og frit skabende.
Første Gang Marsk Stig træder frem for os, er i 1272, da Kong Erik med Tilnavnet Glipping eller Klipping havde laant 2000 Mark Sølv af 4 lybske Borgere, og der i den Anledning blev udstedt en Erklæring af 30 af hans Riddere om, at de vilde gaa i Indlager i Rostock, Wismar eller andetsteds, hvis Pengene ikke blev betalt senest 14 Dage efter Mikkelsdag (29. September) samme Aar. Det synes herefter givet, at Stig Andersen, der nævnes ret langt fremme i Rækken af Kongens Mænd, ja, ogsaa før Offe Nielsen (Neb), der dog beklædte det vigtige Embede som Kongens Drost og iøvrigt var eller skulde blive Stigs Svigerfader, var en ikke helt ung Mand i Stormændenes Kreds, en Mand, hvis Borgen for Kongen kunde tillægges nogen Betydning. Hverken Stig eller nogen anden betegnes som nuværende Marsk, hvorimod 2 af Kongens Mænd angives tidligere at have siddet inde med dette Embede. Men han er sikkert naaet op paa denne Post i 1275, da den svenske Kong Valdemars 2 Brødre, Hertugerne Magnus og Erik, søgte Forbund med Erik Glipping imod deres kongelige Broder og til deres Strid fik Hjælp af mange Danskere, anførte af Fyrstesønnen Jakob fra Halland og Stig Andersen, hvilken sidste særlig nævnes som aktiv i Kampen, han angives saaledes at have fanget og afsat Kong Valdemar og i Stedet faaet Hertug Magnus indsat som Konge. Da hans Navn omtales i en anden Forbindelse samme Aar, gives der ham hverken Rang af Ridder eller Marsk, men det var nu ogsaa i en meget fredelig Anledning, at han traadte frem, ifølge Antvorskov Klosters Brevregister gav Styge Annderszønn dette Aar alt sit Gods i Nordrup til Klostret, og i en Tilførsel fra 1305 hedder det, at Jenns Jonnszønn, Olluff Tageszønn og Niels foruden andet afstod en Part i Nordrup, som "Styge Annderszønn gav tilforn til Klostret".
Det er efter alt foreliggende berettiget at gaa ud fra, at det er vor Stig Andersen, der omtales disse Steder, og den sidst nævnte Tilførsel kunde tyde paa Forbindelse gennem Slægten Saltensee af Tystofte, hvortil Oluf Tagesen hørte, med en Gren af de sjællandske Hvider, som nedstammede fra Oluf Glug. Der optræder paa denne Tid mindst 2 Anders Nielsen'er, som havde nær Tilknytning til Hviderne, og som hver for sig kunde passe som Fædre til Marsk Stig, hvorved bemærkes, at dennes 2 kendte Sønner bar Navnene Anders og Niels, men der savnes afgørende Vidnesbyrd for, at nogen af dem er det. Morsomt nok kan man ogsaa ad anden Vej finde Vidnesbyrd frem, som kunde tyde paa, at Marsk Stig havde Tilknytning til den sjællandske Hvideslægtskreds. Som det senere vil blive omtalt, skænkede Marskens Sønnesøn af samme Navn i 1361 forskellige Godsrettigheder til Antvorskov Kloster, deriblandt Gods i Ulkestrup og Sibberup, og det viser sig, at Medlemmer af den nævnte Slægtskreds ogsaa havde Rettigheder i disse Byer. Saaledes blev der i 1338 disponeret over noget Gods i Ulkestrup, som var givet i Pant af Stig Jurissen af Slægten Galen, der paa Mandssiden nedstammede fra Skjalm Hvide, medens Slægten Saltensee af Tystofte havde Rettigheder i Sibberup.
I 1276 ser vi ham optræde paa en saadan Maade, at han sikkert er blevet regnet for at have stillet sig i Modsætning til Erik Glipping, selv om det ogsaa kan hævdes, at han kun havde givet Udtryk for særlig Troskab overfor Kongen. Paa et Danehof i Nyborg fik Kongen sin Søn Erik hyldet som Konge, og han lod Stormændene sværge Sønnen Lydighed, men Marsk Stig alene nægtede at aflægge Ed til Erik, der da endnu var Barn. Som Begrundelse for hans Optræden er anført, at han ikke vilde hylde den umyndige Kongesøn, medens Faderen levede, og det maa jo ogsaa erkendes, at Forholdene meget vel kunde tænkes at udvikle sig saaledes, at det vilde være umuligt at holde en Troskabsed til 2 personer.
Side 40:
Medens Grev Jakob benyttede Hunehals i Halland som Opholdssted, satte Marsk Stig sig fast paa Øen Hjelm ved Mols, hvor han skabte sig et Hjem for sin Familie, og fra disse Udgangspunkter foretog de nu en Række Angreb, særlig paa Øerne. Marsk Stig tog Brattingsborg Slot paa Samsø og nedbrød det, endvidere erobrede han Taarnborg ved Korsør, hvorfra Erik Menved maatte flygte, og lod det afbrænde samt nedbryde. Derfra gik han plyndrende og brændende videre til Lolland og Falster med Afstikkere til Amager og Møn. I det 17. Aarhundrede skulde der paa Sprogø forefindes Rester af et Slot, som sagdes at være bygget af Marsken, men herved bør dog betænkes, at Valdemar den Store ifølge en Blyplade paa hans Grav bl. a. berømmedes for at have rejst et Forsvarsværk paa denne Ø, saa det er vel snarere Rester deraf, der er set.
Marsk Stigs Virksomhed med at slaa Mønt paa Hjelm er vist de fleste bekendt.
Hvilken Betydning, der maatte tillægges de Fredløses Krigs- og Plyndringsforanstaltnin­ger, kan man bl. a. se af 3 Breve, som Kong Erik af Norge og hans Søn i 1292 udstedte til Stralsund, Lübeck og Wismar; Kongen anfører heri, at han har paalagt "Vor elskede Frænde Grev Jakob af Halland og Marsk Stig", at der ikke fra Borgene i Hunehals og paa Hjelm maa lægges Hindringer i Vejen for Byernes Handel.
Det er ikke umuligt, at meget vilde være kommet til at se anderledes ud, hvis Marsk Stig havde faaet en længere Levetid til sin Raadighed, men næsten alle Beretninger vil vide, at han døde i 1293 paa Hjelm. Samme Aar skulde han sammen med flere andre af de Fredløse ifølge Kongens Klage mod Jens Grand have været i Viborg og derfra fulgt med Ærkebiskoppen paa dennes Rejse i 3 Dage - eller omtrent lige til Middelfart - for at overlægge, hvorledes de bedst skulde faa Fred og komme tilbage til Riget. Det synes at tyde paa, dels at han ikke ønskede Kamp til det yderste, dels at han og hans Fæller roligt kunde drage rundt i Jylland. Den gode Forbindelse med Hjemegnen giver sig vel iøvrigt ogsaa Udtryk i den tidligere omtalte pavelige Skrivelse fra 1290 angaaende Hr. Jens Esres Giftermaal, naar det i denne, der er stilet til Biskoppen i Aarhus, hedder: "velb. Stig Andersen fra Dit Stift"; selvom Paven foruden at henvise til Ønsket om Standsning af Familiefejden begrunder sin Dispensation med Bønner fra Kong Erik af Norge, saa betragtes Marsken dog stadig som tilhørende Aarhus Stift.
Der er flere modstridende Oplysninger om, hvor Marsk Stig blev begravet, foruden Torsager, Draaby og Helgenæs Kirker i Jylland nævnes ogsaa Stubberup Kirke paa Fyn og Rørvig Kirke paa Sjælland, ja, der er yderligere bragt den Oplysning frem, at han døde paa en Pilgrimsfærd til det hellige Land. Ifølge et Sagn skal han være begravet under Stigs Bjerg ved Lyngsbæk i Draaby Sogn, men efter andre Sagn er det en Skat, han selv har begravet de'r (Trap VI 667). Sandsynligst er det vel, at han blev begravet i Helgenæs Kirke, der jo laa nær ved Hjelm, og vi har da ogsaa en med forholdsvis troværdige Detailler fyldt Beretning om hans Begravelse her. En Præst i Helgenæs Sogn, Oluf Sørensen Dall, som iøvrigt blev skudt af de kejserlige Tropper i 1628, sendte i 1622 en Indberetning til Kancelliet, hvori han gengav, hvad »gode, trofaste, gamle Dannemænd, som haver levet mere end 100 Aar her paa Landet og var født her paa Landet« havde fortalt om Marsk Stigs Død og Begravelse 30 Aar i Forvejen, straks Præsten var kommet til Egnen. »Marsti« var over sin Ladegaard i Bjørnkær draget paa Jagt paa Helgenæs i »en svar Hede«, og var da besvimet, saa han maatte stige af sin Hest og sætte sig ved en Sten paa Fejrup Mark; han »er saa bleven død udi samme Besvimelse. Siden er hans Lig om Nattetid indført her udi Helnes Kirke ... hæderlig begravet ved Vor Frues Alter«. En Pige, som skulde hente Øl, var Øjenvidne til Begravelsen, og da hun saa, at der blev lagt »et herligt Dækken« over Kisten, listede hun sig senere hen og stjal det. Hermed stemmer ogsaa godt nok en Bemærkning, der skulde findes i et gammelt Haandskrift: »Paa Helnes udi Kirken Marstyes Grav med 4 Sten«. Hvitfeld har en nogenlundetilsvarende Beretning om Marskens Begravelse i »Hinds­holm« Kirke, men her er bragt det Moment ind, at en af hans Svende, som senere saa en Pude lavet af Fløjlsdækkenet hos Pigen, derfor dræbte hende; det er denne Beretning, der maa være brugt af Christian Winther i Digtet "Vaabendragerens Ed".

MARSK STIGS ÆGTESKABELIGE FORHOLD.
Usandsynligt, at Aarsagen til Mordet i Finderup Lade var Erik Glippings Forførelse af en Fru Marsk Stig.
Faa danske Stormænd i Middelalderen har været Genstand for mere Omtale i Sagn og Litteratur end Marsk Stig. I ældre Tid blev han i Almindelighed fremstillet som den ædle, krænkede Ægtemand, der tog Hævn over sin Hustrus Forfører, men denne Opfattelse er efterhaanden forladt af Historikerne, der er gaaet over til snarere at anse ham for Førstemand eller een af de mest fremtrædende i en politisk Sammensværgelse mod Erik Glipping. I den seneste Tid er man blevet klar over, at der i Virkeligheden ikke foreligger noget, som taler afgørende for, at han skulde have været med i Mordet eller Sammen­sværgelsen, selv om han har været Kongen en besværlig Politiker, der stædigt har hævdet Stormændenes Krav overfor Kongemagten. Det maa jo ogsaa, naar man betragter Følgerne af Mordet paa Erik Glipping, erkendes, at en dygtig Mand med god Indsigt i Forholdene ikke i Marsk Stigs Sted uden meget stærke Bevæggrunde vilde indlade sig paa at søge Kongen, under hvem han dog havde haft en fremtrædende Position, fjernet fra Tronen, i hvert Fald ikke paa den meget frastødende Maade, hvorpaa det skete. Som foran anført blev det fra Erik Menveds Side under Jens Grand Processen hævdet, at hans Fader havde vist de Fredløse mange Velgerninger, og vi har i et Anklageskrift fra Erik Menved mod dem og Kong Haakon af Norge en speciel Udtalelse, der tilfældigt oplyser, at Erik Glipping havde forlenet Marsk Stig med noget Gods i Nim, og at denne Forlening ophørte ved Kongens Død; men det er jo i det hele givet, at Marsken ikke havde nogen Fordel af Kongemordet.
Men vi bør nu gaa over til nærmere Behandling af det gennem Tiderne ret stærkt omdebatterede Spørgsmaal, Marsk Stigs ægteskabelige Forhold, der jo i Historien er blevet forbundet med Mordet i Finderup Lade. Ligesom der er tildelt ham mer end nok af sidste Hvilesteder, har man ogsaa givet ham et vel rigeligt Antal Livsledsagersker, selv om det jo maa erkendes, at det ikke er saa sjældent, at Men-nesker har flere Ægtefæller - i hvert Fald efter hinanden - som at de bliver begravet paa flere Steder. Og det er egentlig ganske morsomt at tænke paa, at medens han i Viserne er beskrevet som en ædel og trofast Ægtemand, der udsætter sig for store Farer for at hævne sin krænkede Vivs Ære, skulde han, hvis Sagn og Overleveringer var rigtige, nærmest have haft et helt Harem, saaledes at han i og for sig næsten godt kunde have taalt lidt Fællesskab med Kongen. De fleste Forfattere giver ham - i Overensstemmelse med Dansk Adelsaarbog - 3 Hustruer, Ossa Nielsdatter, Ingeborg Pallesdatter og en Datter af Drosten Hr. Offe Nielsen (Neb), og han skulde have været gift med dem - efter hinanden - i den anførte Rækkefølge. Ifølge gamle Beretninger var hans 1. Hustrus Forældre Niels Peck og Christine, men hele Grundlaget for Kendskabet til denne Hustru synes at vakle, naar det tages i Be-tragtning, at Ossa i en Stamtavle i, hvor hendes Nedstamning fra Skjalm Hvide opstilles, angives at være Moder til 2 Sønner Peder og Andreas Sticki, af hvilke den sidste skulde være identisk med Anders Stigsen til Tygestrup (Kongsdal). Som det senere vil blive nævnt, er Anders Stigsen ret givet Søn af Marsk Stig i Ægteskabet med Ingeborg Nielsdatter[fejl for Offesdatter, se anetavlen] (Neb), og iøvrigt var Peder og Andreas Sticki, der bl. a. nævnes 1326, uden Tvivl slet ikke Sønner af Marsk Stig, men 2 Adelsmænd med Efternavnet Stygge. Yderligere angives han at have haft til Ægte en Datter, "som ikkun levede stakket", af den norske Kong Haakon - den kongelige Hjælp til ham i Norge angives da ogsaa ydet "for forrige Svogerskabs Skyld" - samt Hr. Jacob Svendsens Datter, "som af Kong Erik Glipping blev voldtagen. Andetsteds kaldes Palle Litle for Marskens Svigerfader, og det siges, at det var ham, der myrdede Kong Erik efter Marskens Tilskyndelse, hvilket jo paa sin Vis stemmer meget godt med, at den ovenfor som Nr. 2 nævnte Hustru hed Ingeborg Pallesdatter. Endelig har vi ogsaa fra en Marsk Stig Vise, hvis Indhold er ganske uhistorisk, en Oplysning om, at Marskens Hustru hed Fru Mette-lil.
Een Ting synes dog i hvert Fald givet, nemlig at vor Marsk har været gift med en Datter af Stormanden Drost Offe eller Uffe Nielsen af Slægten Neb, om hun saa har heddet Ingeborg, er vel ikke sikkert men sandsynligt, i næsten alle Viserne kaldes den ombejlede Hustru ved dette Navn. Af et i 1314 mellem den senere Ridder Johan Offesen Neb og Kong Erik Menved indgaaet Forlig ses det, at førstnævnte, der var Søn af Drosten og havde vendt sig mod Kongen, var Svoger til Marsk Stig, og det synes ogsaa at fremgaa deraf, at dennes Enke endnu var i Live paa dette Tidspunkt. Og da vi aldrig har hørt noget om, at Marsken skulde have forskudt Dro-stens Datter eller begaaet Bigami, kan vi vist nogenlunde roligt gaa ud fra, at hun, som ogsaa Adelsaarbogen angiver, var Marskens sidste Hustru, saa at eventuelle andre Ægteskaber maa ligge forud for hans Giftermaal med hende. Ved at undersøge Forholdene lidt nærmere synes man at maatte komme til det Resultat, at denne forholdsvis sikre Forbindelse maa være indgaaet en Del Aar før Marskens Død, saaledes at der kun kan blive et ret begrænset Tidsrum for andre Ægteskaber, hvor-ved maaske - med mer eller mindre Tiltro - bør haves i Erindring, at Folkeviserne gentagne Gange omtaler ham i Forbindelse med Mordet som "unge Hr. Marstig". Vi kender 3 nogenlunde autentiske Børn af Marsken, Sønnerne Anders og Niels Stigsen, af hvilke sidstnævnte kun ses omtalt een Gang og derfor sandsynligvis er død ret ung, samt som tidligere anført en Datter, hvis Navn intetsteds er optegnet, men som narrede sin Trolovede ved at dø før 1290, og forinden hun blev 12 Aar. Der synes ikke at foreligge Grund til at tvivle om, at alle 3 Børn er født i Ægteskabet med Drostens Datter, med Hensyn til Anders fremgaar det af det ovennævnte Forlig og bestyrkes iøvrigt ved Navngivningen i hans Efterslægt, Navnet Niels passer udmærket til Drostens Patronymikon (Efternavn dannet af Faders Fornavn), og Datterens Alder stemmer ogsaa vel med en saadan Antagelse. Anders Stigsen træffer vi tidligst paa i et Dokument fra 1302, og han kunde selvfølgelig godt da være optraadt i meget ung Alder, men naar vi hermed sammenholder, at hans Søn Stig Andersen den yngre allerede betegnes som Ridder i 1324, samt de antagelige Fødselsaar for denne Stigs Sønner og Sønnesønner, synes det naturligst at gaa ud fra, at saavel Anders Stigsen som Søsteren er født i Tiden mellem 1270 og n nærmest før 1275.
Efter der de@PªIt anførte maa det derfor formentlig være berettiget at antage, at Marsk Stig blev gift med Hr. Offe Nielsens Datter i Tiden før 1275, og at et eventuelt Ægteskab med en Datter af Hr. Palle Litle maa ligge forud for dette Tidspunkt, saaledes at en kongelig Krænkelse af hende vilde blive hævnet særdeles sent ved et Drab i 1286. I det hele taget vilde Erik Glippings Opførsel overfor en af de omtalte Kvinder som Anledning til Marskens Deltagelse i Mordet eller i en Sammensværgelse kun være trolig, hvis den havde fundet Sted overfor Hr. Offe Nielsens Datter, men vilde hendes Fader i saa Fald ikke være blevet antaget for meddelagtig i Mordet, og vilde han da i 1288 være optraadt sammen med Hustrukrænkerens Enke, som han virkelig gjorde? Endvidere vilde Drostens Datter omkring 1286 nok have været Moder til mindst 3 Børn og ikke længere purung. Og vilde det endelig sømme sig for en Mand som Marsk Stig, hvis Erik Glipping virkelig havde forført hans Hustru, da at slaa sig sammen med en Del andre for at faa Krænkelsen hævnet, ja endog, hvis han efter den almindelige Anskuelse ikke var til Stede ved Mordet, slet ikke personlig have afstraffet ham?
Efter alt foreliggende synes det mere naturligt at have nogen Tiltro til den Udtalelse, som Ærkebiskop Jens Grand fremsatte under sin Proces med Erik Menved, at han godt kunde navn- give en aldeles troværdig Person, der havde fortalt ham af "hvilken elendig Aarsag (miseram causam) hiin Konge, der baade privat og offentligt havde ført et uskikkeligt Liv og i en umaadelig Grad forfulgt Kirken, var blevet myrdet" og snarere tænke sig Muligheden af, at Aarsagen var Kongens Opførsel overfor en anden Kvinde.
Der forefindes flere Efterretninger om Erik Glippings umoralske Forhold, i det Gheysmerske Compendium hedder det, at han krænkede adelige Fruer, og i Lübec­ker-Annalerne, at Utugtighed var Grund til, at han blev dræbt af sin Adel, uden at der noget af Stederne er nævnt Marsk Stigs Navn. Og vil vi saa endelig gaa paa Jagt efter denne anden Kvinde, der kan have været den muligvis ganske uskyldige Aarsag til hele Balladen, saa kan vi nok roligt forbigaa Grev Jakobs Hustru, som Kongen ifølge Hvitfeld skal have besovet, medens Manden var paa Krigstogt; men der er blandt mange Muligheder een Dame, som jeg - ganske vist uden sikkert Kendskab til, om hun i det hele taget har eksisteret - her vil tillade mig at drage frem, nemlig den til de for Mordet dømte hørende Arvid Bengtsons eventuelle Hustru. Denne Arvid Bengtson, der allerede i 1288 blev fanget og lagt paa Stejle, er jo den eneste af de Fredløse, der virkelig sigtedes for at have været til Stede ved Mordet, og det hedder netop om ham, at han "med sin egen Haand overvar det slemme Mord", hvori maa ligge en Sigtelse for at have deltaget aktivt deri, og han blev heller ikke taget i Beskyttelse af de norske Konger. Den danske Kongefamilie kan meget vel tænkes at have været utilbøjelig til at bringe Spørgs-maalet om Kongens lidet heldige Opførsel offentligt frem i Diskussionen om Mordet, men i god Overensstemmelse med Raadgivere, som tragtede efter mere Magt, foretrukket at benytte Drabet som Paaskud til at søge besværlige Stormænd slaaet ned. Ude blandt Folk har man stadig haft den rigtige Aarsag i Erindring, men da man mange Aar efter Begivenheden begynder at forfatte Folkeviserne, er det Marsk Stigs Navn, der i første Række træder frem, naar Talen er om de Fredløse og deres Optræden, han er derfor blevet Hovedpersonen i Viserne, og man har da i disse benyttet Navnet paa hans Hustru og paa Møllerup, som man vidste var hans Hovedsæde.
Vi har vel kun reelle Oplysninger om 3 Børn af Marsk Stigs Ægteskaber, og de maa som anført alle antages født i det sidste. Naar der i Viser tales om 2 Døtre, der forældreløse maatte drage rundt for at finde et fast Opholdssted, saa behøver vi ikke at lade os bevæge til større Medlidenhed med dem, de er ganske uhistoriske. Der er ikke Anledning til at tro, at han ved sin Død efterlod nogen ugift Datter, i saa Fald vilde det jo ikke have været nødvendigt for den tidligere omtalte Hr. Jens Esre at søge til Marskens Søsterdatter; det kunde selvfølgelig tænkes, at der var født nogen efter 1290, eller at de nærmest laa i Vuggen paa dette Tidspunkt, men denne Mulighed stemmer ikke godt med selve Viseordene om, at den første Bøn, den unge svenske Prinsesse Ingeborg ved sit Bryllup i 1296 med Erik Menved fremsatte overfor denne, gik ud paa, at han skulde give hende "alle de Fanger løs og Marsk Stigs Datter af Jerne", det er dog ikke videre sandsynligt, at man selv da satte smaa Pigebørn i Jern. Nej, vi har som sikker Datter kun Hr. Jens Esres Fæstemø, om hvem der vist ikke er kvædet nogen Vise, men som dog i sit korte Liv oplevede mere end andre i mange Aar. Allerede før hun blev 5 Aar, var hun lovet eller rettere sagt handlet bort, brugt som Middel til at opnaa Afslutning paa en bitter Slægtsfejde; ganske vist havde man i Overensstemmelse med den kanoniske Ret ladet hende "tiltræde" Trolovelsen efter det 7. Aar, men saa gik hun jo hen og døde, inden hun fyldte 12 Aar, til hvilket Tidspunkt hun iøvrigt vilde have haft en Mulighed for at faa Trolovelsen opløst.
Der foreligger en sagnagtig Beretning om, at Marsk Stig paa sit Dødsleje formanede sine Sønner til at holde ubrydeligt sammen - dog uden Resultat, idet de omgaaende blev uenige og skiltes; med mindre der har været ellers ukendte Sønner, har hans Børn antagelig højst været ca. 20 Aar ved hans Død.
__________



Stig Andersen Hvide
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Stig Andersen Hvide (Marsk Stig) ? -1293 . hørte til den indflydelsesrige Hvideslægt . Han var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping i Finderup Lade d.22. november 1286. Han og andre bosatte sig i en periode på øen Hjelm ud for Mols Bjerge på Djursland . De blev i tidligere historietradition kaldt fredløse, men der blev fremstillet falske mønter på Hjelm, og der var muligvis tale om en del af en strid mellem forskellige kongsemner.
****************************************

Stig_Andersen_Hvide
Poesi
Christian Winther : Våbendragerens Ed.
Christian Richardt: Librettoen til Peter Heises opera "Drot og Marsk" om mordet på kong Erik Glipping. Handlingen følger folkevisetraditionen om, at Marsk Stig var hovedplanlægger og udfører af mordet som hævn for kongens voldtægt eller forførelse af hans hustru Ingeborg.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

http://www.rungstedskole.dk/Historie/Kongbiog.html
Erik 5. Klipping
1249
1286
Erik 5. Klipping (ell. Glipping) 1249-1286, var konge 1259-86. Søn af Christoffer 1. og Margrete Sambiria.
Moderen tog styret og bevarede det trods nederlaget på Lohede 1261, hvor barnekongen faldt i fangenskab. Også efter Eriks hjemkomst 1264 synes Margrete at have deltaget i regeringen. Den lange strid med Jakob Erlandsen sluttede med forlig 1272, men ærkebispen blev myrdet, før han kunne genindtage ærkesædet.
1272 fik Erik tillige inddraget hertugdømmet Sønderjylland og kunne på højden af sin magt gribe afgørende ind i den svenske tronkamp.
Fra 1276, da marsk Stig nægtede at anerkende sønnen Erik (6.) som tronfølger, var der kraftig stormandsopposition, og ledet af Stig Andersen tvang stormændene 1282 Erik til at underskrive Danmarks første håndfæstning, der gjorde Danehoffet til politisk midtpunkt og standsede vilkårlig fængsling. Stig Andersen blev som marsk landets førende mand.
22 november 1286 blev Erik myrdet i Finnerup ( Finderup), i Finnerup Lade, men af hvem? Erik Klipping, havde søgt tilflugt der sammen med Rane Johnsen, Grev Jakob af Halland og marsk Stig Andersen.
Danehoffet dømte marsken og 8 andre fredløse 1287. Domsudførelsen kunne undgås, hvis de dømte rømmede riget og deres ejendom, hvilket de så klogeligt gjorde. De fredløse søger tjeneste hos Norges konge 1287.
Det forekommer dog temmeligt usandsynligt, at netop de, der havde krammet på kongen, skulle snigmyrde ham. Valdemar af Sønderjylland og Jakob Erlandsens venner havde bedre grunde dertil.
Tilnavnet Glipping eller Klipping er udlagt som "klippet fåreskind", som en besklippet, dvs. værdiforringet, mønt og som et stednavn.



http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Hvide/Hvide.htm

åØåtil Møllerup mm * Erik Klippings marsk 1275-83 Dømt fredløs 1287 for drabet på Erik Klipping Kendt 1275 † Hjelm 1293

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
http://www.logy.dk/gerda/ghtout/np433.htm#iin15060
Note for: Stig Andersen Hvide, 1230 - 1293 Index



Occupation: Marsk Stig 1275-1284

Burial:
Place: Stubberup Kirke

Individual Note:
1287 dømt fredløs for mordet i Finderup Lade
Tygestrup, Eskebjerg, Møllerup, Bjørnsho

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤44


åØåhistoryandlegend.blogspot.com/2006/10/hvide-family-in-jutland-marsk-stig.html - 21k -
The Hvide Family in Jutland

Marsk Stig Andersen Hvide.
* ca. 1230 + 1293 Hjelm
(Blog Genealogy: Forfædrelinie III, 1.g.)

Danish magnate and marsk, died 1293, according to legend buried by his men in Stubberup Church near Eskebjerg(now Scheelenborg) at Funen.

Stig Andersen was a rich man, he owned property in Jutland, at Funen and Zealand. He was one of the mightiest men in the country through many years and the government was often named 'Marsk Stig's Government.' He wasn't just anyone - his ancestors must have been in the top elite, consisting of names we know already.
The family line I have suggested can only be a doubtful theory for professional historians, but it is a possibility. No proofs delivered , but this is one of the things, which is so fascinating when dealing with early medieval history - like 'The Regicide in Finderup Lade' - a crime story never to be solved. Discussions and guessing will go on and on - and here is one of my guessings about Stig Andersen Hvide, a great personality who had an immense influence on Danish politics and Denmark's future. He showed strong family traits with the mightiest men of the Hvide-family. He's a typical Hvide-guy.

(Stig Andersens father is not known, but his first name must be Anders).
My theory so far:
Stig Andersens father was Anders Tokesen Hvide,who was a son of Toke Stigsen Hvide.
Toke Stigsen Hvide was a son of Stig Hvidelæder Tokesen and Margrethe of Denmark (daughter of Knud Lavard and Ingeborg Mstislavsdatter) - and Stig Hvidelæder Tokesen was a son of Toke Skjalmsen and Gyda of Denmark. Toke Skjalmsen was a son of Skjalm Hvide.

NB:
Stig Hvidelæder Tokesen is not known to have a son by the name Toke (he had two sons, Niels and Aage) but this seems odd, since his father was 'a Toke' - and it was a common thing to let the name continue in the family. At a point the name Toke wasn't 'modern' anymore, and this might have been around Stig Andersen Hvide's time.

Stig Andersen Hvide married:

1) Ossa Nielsdatter, a daughter of Niels Alexandersen, who was a great-great-grandson of Skjalm Hvide.

2) Ingeborg Pallesdatter Litle, a daughter of Palle Litle, who was a great-great-grandson of Skjalm Hvide.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
http://thyra2005-genealogy.blogspot.com/2006/05/forfdrelinie-iii_29.html
1. g.:
Marsk Stig Andersen, n. fra 1275, d. 1293 på sin borg på Hjelm, dømt fredløs på grund af kongemordet i Finderup Lade. Ejede Tygestrup, Eskebjerg, Møllerup, Bjørnholm og Bjørnkjær, ifølge et sagn begr. ved nattetide af sine mænd i Stubberup kirke i nærheden af Eskebjerg. Efterkommerne kaldte sig Hvide, uden at der dog vides noget om marskens afstamning fra Hvideslægten; de førte et andet våben. Gift 3 gange: 1) Ossa Nielsdatter, som var en sønnedatters datterdatter af Skjalm Hvides sønnesøn Toke Ebbesen. 2) Ingeborg Palnesdatter. 3) samt en datter NN af drosten hr. Offe Nielsen Neb, hvis mormors farfar var Skjalm Hvides sønnesøn Sune Ebbesen, hvis far Ebbe Skjalmsen (d. 1150) er stamfar til slægten Galen. Sune Ebbesen til Kandrup (d. 1186) var også far til biskop Peder Sunesen og ærkebiskop Andreas Sunesen.

2. g.:
Hr. Anders Stigsen til Tygestrup, Møllerup og Bjørnholm (n.1304-1318) menes at være af tredje ægteskab - og altså på mødrene side efterkommer af Skjalm Hvide. Hans hustru Margrethe Nielsdatter Lendi (se I 5. g.) 2 af sønnerne var:

3. g.:
1) Offe Andersen til Torup (n.1342-50). Hans søn var hr. Anders Offesen til Torup og Randrup (n.1347-95), g.m. Johanne Jensdatter Lunge. Deres datter Christine Andersdatter til Torup , g.m. hr. Svend Udsøn (se I 5. g. a.)
2) Hr. Stig Andersen til Tygestrup, Møllerup, Bjørnholm, Bistrup og Stenalt (n. fra 1325, d. 1369), g.m. Tove Andersdatter. De er begr. i Ørsted kirke. En tid var han grev Gerts marsk, siden bl.a. statholder i Estland. Hans søn:

4. g.:
Hr. Offe Stigsen til Eskebjerg blev dræbt i Middelfart 1359 sammen med Niels Bugge o. fl.a. G.m. Marine Munk, datter af hr. Johannes Palnesen Munk til Sønder Elkær, g.m. Gunner Aagesdatter.

5. g.:
Anders Offesen (Ovesen) til Møllerup og Eskebjerg, d.o. 1420, g.m. Else Holgersdatter Krognos (1379-1470) (se II 5.g.) To døtre var:

6. g.:
1) Inger Andersdatter Hvide, g.mn. Joakim Hermansen Flemming, (se II 6.g.a)
2) Margrethe Andersdatter Hvide, d. 1449, g.m. Jakim Bjørnsen fra Stensgård (n.1427, d. 1467). Først kendte stamfar til slægten 'Bjørn' med en bjørnelab i våbnet er Oluf Bjørnsen til Stensgård (n. 1310), tipoldefar til Jakim Bjørnsen. Søn:

7. g.:
Rigsråd hr. Anders Jakimsen til Vorgård i Østhimmerland (n. 1449, d. 1490), g.m. Anne Lauridsdatter Mus af og til Stenalt, som hendes forældre og bedsteforældre havde haft. Ligger begr. i Ørsted kirke.

8. g.:
Sønnen Bjørn Andersen til Stenalt (n. 1490-1507), g.m. Anne Henriksdatter Friis (se V). Bjørn Andersen blev i 1502 medskyldig i drabet på rigshofmesteren Poul Laxmand på Højbro i København. Datter:

9. g.:
Anne Bjørnsdatter, d. 1540, g.m. Niels Kaas (se I 8.g.)

10. g.:
Bjørn Kaas til Staarupgård m.m.m. (1518-81), g.m. Christence Nielsdatter Rotfeld. (se I 9.g)

11. g.:
Jens Bjørnsen Kaas til Strandbylund (o.1548-1618), g.m. Berthe Mouridsdatter.

12. g.:
Anne Jensdatter Kaas (1586-1649), g.m. borgmester Niels Ifversen (Ferslev) i Aalborg (1545-1617)

13. g.:
Gertrud Nielsdatter Ferslev, f. 1606, g.m. præsten Peder Jacobsen Holm i Aaby (o.1586-1636) søn af biskop Jacob Holm i Aalborg og sønnedattersøn af broder Thøger Jensen Løvenbalk i Viborg.

14. g.:
Anne Pedersdatter Holm (o.1630-77), g.m. provst Rudbek Christensen Humble i Vrejlev (1616-73), søn af provst Christen Pedersen i Humble (d. 1624) af den langelandske adelsslægt Ulfsax.

15. g.:
Ida Rudbecksdatter Humble (f.o. 1650) g.m. forpagter Laurids Nielsen Beck (1646-1712), ætling af Skipper Klement (d. 1536), Peter van Achen (d. 1598) og guldsmed Gert Hermans i Aalborg (se kap. 7)

16. g.:
Helvig Lauridsdatter Beck (1677-1761), g.m. Niels Pedersen i Råsted (d. 1734) (se kap. 6)

17. g.:
Ida Nielsdatter (o. 1710-1780), g.m. sognedegn Sejer Olesen Leth i Gattrup - Øster Jølby (1711-1760) (se kap. 5)

18. g.:
Anna Marie Sejersdatter (1734 - 77), g.m. selvejermøller Christen Christensen Boll (1725-91) i Vestermølle i Lødderup.

19. g.:
Villads Christensen (f. 27/4-1772, d. 5/12-1828), g. 22/7-1791 m. Else Marie Nielsdatter Kibsgård(f. 1769, d. 7/6-1829)

20. g.:
Maren Villadsdatter(f. 15/12-1793, d. 20/8-1853), g. 3/7 1814 m. Anders Mikkelsen Hunderup (f.o. 1783 i Elsø, d. 26/6-1852)

21. g.:
Ingeborg Andersdatter( f. 15/4-1818, d. 4/7 1902), g.m. christen Jensen fra Markmølle i Lødderup (f. 1817, d. 2/4 1860)

22. g.: farfar og farmor:
Jens Christensen Møller, ejer af teglværk, savværk og trælasthandel i Nymølle i Salling, (f. 23/9 1844 i Ørding, d. 30/9 1917 i Nymølle) g. 8/10 1881 m. Sidsel Kirstine Nielsdatter Dam (f. 3/3 1861 i Rødding i Salling, d. 21/9 1925 i Rødding)

23. g.: far og mor:
Peter Christensen Møller, (f. 20/5 1904 i Nymølle i Salling, d. okt 1973 i Århus) g. 10/5 1931 m. Dagny Katrine Bakmand Rasmussen, (f. 20/8-1907 i Veggerslev ved Grenå, d. 20/8-2002 i Århus)
*****************************'
http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund%2c_jura_og_politik/Myndigheder_og_politisk_styre/Marsk/Stig_Andersen_Hvide
Stig Andersen Hvide, d. 1293, marsk. Stig Andersen Hvide synes ikke selv at have tilhørt den såkaldte Hvideslægt som imidlertid hans to første hustruer tilhørte, og det er formentlig på denne måde han i traditionen er blevet kendt under navnet Hvide.
Stig Andersen Hvide var blandt Erik Klippings mænd 1272 (3.5.) da kongen optog et lån i Lübeck og 32 højtstående danske kautionerede for ham. Blandt dem findes både Stig Andersen Hvide og en række andre af dem der efter drabet på Erik Klipping 1286 dømtes fredløse for kongemordet. Hans politiske rolle er i øvrigt ukendt, bortset fra den pålidelige efterretning (Lundeårbogen) der foreligger om at han på danehoffet 1276, da kong Erik ønskede sin unge søn Erik Menved hyldet endnu i sin egen levetid, nægtede at præstere ham sin ed. Hvad der lå bag denne handling vides ikke præcist, og den har tilsyneladende ikke ført til at Stig Andersen Hvide mistede sin politiske indflydelse. Dertil har han, måske ved sin personlige godsbesiddelse, været for stærk.
Erik Arups undersøgelse af drabet på Erik Klipping har gjort det sandsynligt at den kreds af mænd der dømtes for drabet var uskyldige og dommen i Nyborg i pinsen 1287 over bl.a. Stig Andersen Hvide følgelig et justitsmord - og at der lå et politisk opgør bag. B.S. Ingemanns berømte skildring af ham som den fremmeste blandt kongemorderne er hentet fra nogle senmiddelalderlige krøniker (der ingen særlig viden havde om drabet) og fra Arild Huitfeldts konstruktioner på grundlag af disse krøniker. De samtidige kilder viser end ikke Stig Andersen Hvide som den mest indflydelsesrige blandt de såkaldte kongemordere; denne post må ubestrideligt tilkendes kongefrænden grev Jakob af Halland. Men overordentlig rig og mægtig må Stig Andersen Hvide ikke desto mindre have været. Anderledes kan det ikke forklares at han efter drab og dom, og efter sammen med de andre kongemordere at være blevet den norske konges mand har haft mulighed for at administrere sine danske ejendomme skønt han var aktivt tjenstgørende i den norske konges krig med Danmark. Hans niveau fremgår også af at der under denne krig (1.9.1290) er udvirket en pavelig dispensation til et ægteskab mellem den ellers ukendte Jens Esre og Stig Andersen Hvides søsterdatter; dispensationen var nødvendig fordi hr. Jens tidligere havde været trolovet med Stig Andersen Hvides afdøde datter; den er givet i form af en bemyndigelse til biskoppen af Århus og den søger sin begrundelse i en formel om at disse ægteskaber var tjenlige til at bilægge alvorlige fjendtligheder, en formel der ofte anvendes i forbindelse med fyrstelige giftermål, men dog aldrig brugtes helt i flæng.
Vi ved ikke, om forbindelsen mellem Stig Andersen Hvide og den norske kongemagt var af ny eller ældre dato i tiden efter kongemordet. Den norske kongemagt havde siden Magnus Lagabøters ægteskab med Erik Plovpennings datter Ingeborg haft store godskrav på den danske kongemagt, krav som ved en delvis indfrielse i 1260'erne medførte at nordmændene fik udlagt en del af krongodset i det østlige Nørrejylland. Her lå også Stig Andersen Hvides ejendomme, men deres historie er ikke kendt. Af nogle breve 11.8.1292 til byerne Lübeck, Stralsund og Wismar hvorved den norske konge lover disse byer at der ikke vil blive lagt deres handel hindringer i vejen fra borgerne på øen Hjelm (i Kattegat ud for Djursland) og Hunehals (i Halland), snarere tværtimod, fremgår det at Stig Andersen Hvide var den norske konges repræsentant på Hjelm, mens det var grev Jakob der førte kommandoen på Hunehals. Brevene viser at den norske konge på disse pladser ønskede at udøve hverken mere eller mindre end kongemagtens (?: den danske kongemagts) sædvanlige rettigheder med hensyn til at regulere udenrigshandelen og inddrive indtægter af den. Dette har også været baggrunden for at der i det mindste på Hjelm sloges mønt af tidens sædvanlige (lidet lødige) danske type, hvad der mindre udgør falskmøntneri end en art konkurrerende udmøntning. Den norske konge hævdede at have legitime uindfriede krav på det danske kongehus, og Stig Andersen Hvide har efter 1286 tilhørt det parti der anså dem for berettigede.
Familie
Gift 1. gang med Ossa Nielsdatter. Gift 2. gang med Ingeborg Pallesdatter. Gift 3. gang med en datter af drost Uffe Nielsen (død 1293).
Ikonografi
En del fremstillinger fra 1800-tallet, således på tegn. af Constantin Hansen (kobberstiksamlingen; Kgl.bibl.) og Lorenz Frølich, 1853 (kobberstiksamlingen) og 1874. O. Baches mal. af de sammensvorne, 1882 (Fr.borg), kaldes ofte med urette marsk Stig.
Bibliografi
Kirkehist. saml. 2.r.III, 1864-66 390f. - A. Cronholm i Hist.t. VI, 1845 452-68. Jul. Martensen sst. 4.r.IV, 1873-74 90-158. P. A. Munch: Det norske folks hist. IV,2, Kria. 1859. Danm.s gamle folkeviser, udg. Sv. Grundtvig III, 1862 (fot. optr. 1966) 338-404. A. D. Jørgensen: Bidrag til Nordens hist. i middelalderen, 1871 113-34. Johs. Steenstrup: Vore folkeviser, 1891 262-92. G. Storm i Arkiv for nord. filologi IX, Lund 1893 219f. Henrik Schück: Ur gamla papper II, Sth. 1894 79-113. Danm.s fornviser, udg. Ernst v.d. Recke II, 1928 95-129. G. Galster i Fra nationalmuseets arbejdsmark, 1928 38-48 (optr. i forf.s Coins and history, 1959 105-19). Hugo Yrwing: Kungamordet i Finderup, Lund 1954. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.
**********************************
Joan Marcussens Slægtsforskning
Forleden dag var jeg en tur henne i en smuk hvid kirke...Feldballe kirke, hvor min tip 19 skulle ligge begravet under våbenhusets nye klinkegulv.
Det er Marsk Stig Hvide. Hans jordiske rester gøres der dog hævd på af mindst 5 kirker.
Marsk Stig blev dømt fredløs efter mordet i Finnerup Lade på kong Erik Klipping.:
"På danehoffet i Nyborg ved pinse 1287 dømte et nævn på tre tylvter (3 gange 12 mænd) - næsten enstemmigt - at grev Jakob af Halland, Stig Andersen, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og fire andre var skyldige i mordet. De blev erklæret fredløse og fradømt deres gods. Dommen blev stadfæstet af ærkebispen og samtlige bisper og senere af kong Rudolf af Habsburg.
Det er både udokumenteret og usandsynligt, at de, der blev dømt som kongemordere, virkelig var skyldige i drabet. Dommen skal snarest forklares på baggrund af den krig mellem Norge og Danmark, som allerede var i gang i 1286, og retsopgøret 1287 må forstås som en politisk udrensning.
Da dommen efter Stig Andersens død blev prøvet i 1305, blev det erkendt, at der ikke var bevis for, at han personligt havde været i Finderup Lade, men i øvrigt blev intet ændret i domsresultatet."
Kilde: Gyldendal den store danske...
Jeg tror nu at han ligger i Feldballe, da den ligge tæt på Møllerup Gods. Begge, både gods og kirke skulle han have bygget i midten af 1200-tallet.
Jeg fik undtagelsesvis lov til at komme ind bag kirkens alter, hvor Elisabeth Rosenkrantz har fået lavet et lille aflåst kapel med adskillige adelsvåben som kendetegner de forskellige adelsslægter der har beboet Møllerup. Fik taget en masse billeder der skal studeres nøjere.
Alle er de min slægt...utroligt spændende..jeg var helt "høj" resten af dagen wink-humørikon.
Fremover er der ingen adgang op til alteret udenfor alm.kirkegang.
Synd at tyveknægte og vandalister skal ødelægge det for normale mennesker!
Eskebjerg (nu Scheelenborg)

FarMor
Anders Tokesen Hvide - Ane: 18 og 19 x TipNN - Stigsdatter Hvide - Ane: 18 og 19 x Tip
ÆgteskabBørn
- Ossa Nielsdatter Hvide- Ane: 17 og 18 x Tip Før 1235 - Niels Stigsen Hvide
Omk 1262 - NN Stigsdatter Hvide
Omk 1270 - Anders Stigsen Hvide - Ane: 16 og 17 x Tip
- - NN Stigsdatter Hvide
- Ingeborg Pallesdatter Hvide - 2. Hustru til: Ane: 17 og 18 x Tip -
- Ingeborg Offersdatter Neb - 3. Hustru til: Ane: 17 og 18 x Tip -

Stig Andersen, Marsk Hvide - Ane: 17 og 18 x Tip
* 1230
† 1293
Anders Tokesen Hvide - Ane: 18 og 19 x Tip
* 1190
† 1255








NN - Stigsdatter Hvide - Ane: 18 og 19 x Tip
-
-
Toke Stigsen Hvide - Ane: 19 og 20 x Tip
* Omk 1145
† 1214


Inger Jacobsdatter Hvide - Ane: 19 og 20 x Tip
* Før 1175
† 1259




-
-



-
-
Stig Tokesen Hvitaleder Hvide - Ane: 20 og 21 x Tip
* Omk 1120 - † 1151
Margrethe Knudsdatter Prinsesse af Danmark - Ane: 20 og 21 x Tip
* Omk 1118 - † 1131

Jacob Sunesen Galen Hvide - Ane: 24 og 25 x Tip
* 1158 - † 19 Maj 1246
Estrid Valdemarsdatter Prinsesse af Danmark - Ane: 24 og 25 x Tip
* omk 1158 - † 1246


- - -

- - -


- - -

- - -

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage11 Jun 2018